Arbejder ...

loading

§ 1.                Deltagere

Skakklubber, der er tilmeldt Dansk Skak Union gennem Sydjysk Hovedkreds, kan deltage i holdturneringen med et eller flere hold.

Hold, der er deltager i Dansk Skak Unions divisionsturnering, deltager i denne og følgelig ikke i hovedkredsenes holdturnering.

 

§ 2.                Holdinddeling

Holdene søges inddelt således:

Mesterrække 1                                                                                                                  8 hold

Mesterrække 2                                                                                                                  8 hold

De tilmeldte 4-mands hold inddeles geografisk i grupper á 3 eller 4 hold, der spiller 3 runder i efterårssæsonen om kvalifikation til A rækkerne.

I forårssæsonen spilles i 2 A-rækker á 4 hold; de øvrige hold spiller i B-rækker á 3, 4 eller 5 hold.

 

§ 3.                Holdstørrelse

I Mesterrækken spilles med 8 mands hold. I alle øvrige grupper spilles med 4 mands hold. Oprykningskampe fra A-række til mesterrække spilles med 8 mands hold.

 

§ 4.                Spilletidspunkter

Mesterrække 1 spiller på søndage og følger runderne for Dansk Skak Unions divisionsturnering. Mesterrække 2, A- og B-rækken spiller på hverdage i ugen efter søndagskampe. Dog friholdes ugerne 7, 42, 51, 52, 53 samt de to uger omkring 1. Påskedag. Skulle divisionsturneringsprogrammet betyde at disse uger skal bruges, skal turneringslederen så tidligt som muligt meddele alternative spilleuger

I Mesterrække 2 kan udeholdet forlange, at kampen spilles om søndagen, hvis afstanden de 2 klubber imellem er over 70 km. Såfremt 2 klubber i Mesterrække 2 er enige om at spille om søndagen, kan de aftale det indbyrdes og give Turneringslederen besked.

Søndagskampe starter kl. 12.00, hverdagskampe kl. 19.00. Hverdagskampe flyttes til kl. 19.30, dersom det gæstende hold ønsker det.

Sidste runde afvikles som samlede stævner for de enkelte grupper. Spillested og –tidspunkt fastsættes af turneringslederen. Dog spilles sidste runde ikke som stævne såfremt gruppen kun er på 4 hold. Det samlede stævne for Mesterrække 2 spilles om søndagen (samme søndag som stævnet for Mesterrække 1).

Hvis begge klubber ønsker at udsætte eller flytte en kamp, skal turneringslederen underrettes, så snart klubberne er enige om et tidspunkt. Dette tidspunkt skal ligge før næste runde. Turneringslederen skal underrettes senest 15 dage før såvel den fastsatte som den senere berammede tid.

§ 5.                Tilmelding              

I uge 32 udsendes invitation med praktiske oplysninger til hovedkredsens klubber.

Senest uge 36 tilmelder klubberne holdene med følgende oplysninger:

A. Klubbens navn

B. Spillested og – aften for klubbens hjemmekampe.

C. Oplysning om de fra tredjemands side pålagte restriktioner, der måtte hvile på hjemmeholdets lokaler.

D. Om hjemmekampe skal afvikles med alternativ betænkningstid (for M2, A- og B-rækker – se §7)

I uge 38 sender turneringslederen forslag til gruppeinddeling og spilleplan ud til de respektive klubber med angivelse af frister for indsigelser; klubberne kan kommentere forslaget og senest uge 41 skal det endelige program foreligge.

Klubberne skal oprette styrkelister elektronisk på holdskakhjemmesiden, og formanden indestår for, at de anførte spillere er tilmeldt Dansk Skak Union gennem klubben, ikke deltager i holdturneringen for en anden klub under DSU, og at spillerne er anført i formodet styrkeorden. Har en spiller ikke et ratingtal, tildeles dette jfr. Reglerne i DSU's ratingreglement.

Sammen med oprettelse af styrkelisten skal holdlederne med kontaktoplysninger oplyses til turneringslederen.

Fristen for oprettelse af styrkelister følger divisionsturneringen, eller fastlægges til et senere tidspunkt end denne.

To eller flere klubber kan vælge at samarbejde om et eller flere hold i Mesterrække 2 og/eller A/B rækkerne.

Dette skal angives ved tilmeldingen.

Dersom turneringssystemet ikke kan håndtere blandede hold, skal styrkelisten for de(t) blandede hold udarbejdes manuelt og indsendes elektronisk til turneringslederen, der sørger for videre offentliggørelse.

Rundeskema, indberetning, ratingberegning mm. tilpasses mulighederne i turneringssystemet.

 

§ 6.                Rating

Turneringen rates dansk og hos FIDE efter gældende regler.

 

§ 7.                Kampenes afvikling.

Der spilles efter FIDE's regler for skakspillet med følgende tilføjelser.

Betænkningstiden er for Mesterrække 1 90 minutter til 40 træk plus 30 minutter til de resterende træk, med et tillæg på 30 sekunder pr. træk, startende fra træk 1.

Der skal anvendes ure, der er godkendt af FIDE.

I Mesterrække 2, A- og B-rækken er betænkningstiden 90 minutter med et tillæg på 30 sekunder pr. træk, startende fra træk 1. pr. spiller til hele partiet. Dersom en klub ikke råder over elektroniske ure, eller hvis lokale på grund af automatisk tilkobling af alarm skal forlades på et bestemt tidspunkt, kan i stedet ved hjemmekampe anvende betænkningstiden 90 minutter til 40 træk efterfulgt af 30 minutter til resten.

Mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr tillades i henhold til FIDEs regler 11.3.2.1 medbragt til holdkampene. Under partiet skal sådant udstyr anbringes i en taske. Udstyret skal være slukket.  Tasken anbringes et sted med kamplederens godkendelse. Det er forbudt begge spillere at bruge denne taske uden kamplederens godkendelse. Kamplederen kan i øvrigt give tilladelse i henhold til §11.3.2.1

Farve: Nr. 1 på det gæstende hold har hvid, nr. 2 sort osv.

Restriktioner. Det gæstende hold er forpligtet til at respektere de fra tredjemands side pålagte restriktioner, der måtte hvile på lokalerne.

Holdleder. Klubberne udpeger en holdleder for hvert hold. Holdlederen må gerne være spiller på holdet.

Før kampen skal holdlederne drage omsorg for, 

-      at brikkerne er stillet rigtigt op

-      at urene er indstillet korrekt.

-      at klubbernes holdopstilling er i overensstemmelse med styrkelisten.

Holdledere har lov til

-      at bekendtgøre tidsoverskridelse

-      at gøre en holdkammerat opmærksom på, at denne har glemt at standse sit ur efter udført træk.

-      på en holdkammerats forespørgsel give vedkommende lov til at tilbyde, modtage eller afslå et remistilbud.

Kampleder / dommer ved enkeltkampe. Hjemmeholdet udpeger en dommer, som gerne må være en af spillerne. Dommeren kan delegere opgaven til en anden spiller, dersom denne er færdig med sit parti, og dommeren ikke.

Kampleder / dommer ved stævner. Ved afvikling som samlet stævne udpeger arrangøren en dommer, der skal være i besiddelse af DSU's kampleder- eller dommerlicens. Dommeren må ikke spille med.

Materiel. Hjemmeholdet sørger for, at nødvendigt materiel – brætter, brikker og ure samt noteringslister – er til stede. Ved fælles stævner er det stævnearrangøren, der er ansvarlig for at det nødvendig materiel er til stede.

Reglementer og styrkeliste.  Hjemmeholdet er ansvarlig for, at FIDEs regler for Skak, nærværende reglement, instruks for kampledere og holdledere samt klubbernes styrkelister er til stede i spillelokalet enten i papirudgave eller i elektronisk form. Klubberne skal sikre sig netadgang på spillestedet, hvis dokumenterne skal hentes fra nettet (styrkelisterne findes ved at klikke på holdnavn (ikke klub) i den holdturneringstabel/række og gruppe, hvor klubben deltager).

Resultatkort og indberetning:  Kamplederen skal påse, at partiernes resultater påføres resultatkortet og at resultatkortet underskrives af begge holdledere og kamplederen selv. Kampen indberettes til http://holdskak.skak.dk hurtigst muligt og senest dagen efter kampens afslutning. Ved indberetning af resultatet via hjemmesiden, skal det anføres, hvis der under kampen har været uregelmæssigheder.
Resultatkortet skal ikke indsendes, medmindre turneringslederen beder om det. Kortet opbevares af den arrangerende klub, indtil sæsonen er overstået.

 

§ 8.                Anvendelse af spillere og reserver.

Rækkefølge: Ingen spiller må spille på en lavere plads, end hans placering på styrkelisten berettiger til. Den indbyrdes placering af de anvendte spillere på et hold skal svare til placeringen på styrkelisten.

Undertal: Møder et hold ikke fuldtalligt op, skal brætterne med de laveste numre (nr. 1-2 osv.) besættes først. Kan et hold ikke stille fuldtalligt, skal dette om muligt meddeles modstanderen senest dagen før.

Forsinkelse og udeblivelse:

A. For 8-mandshold følges DSU's regler for divisionsturneringen, vedtaget på HB 20.8 2008:

”Møder en spiller senere end 1 time efter det fastsatte spilletidspunkt, er partiet tabt. Der kan ikke indsættes reserver”. Denne regel gælder, indtil dette reglement ændres.

B. For 4-mandshold gælder følgende: En spiller må komme op til 1 time for sent uden at miste retten til at spille.

 Udebliver en spiller uden at sende afbud, kan en reserve indsættes på spillerens plads; dog først 30 minutter efter spillets begyndelse. Reserven skal efter styrkelisten være spilleberettiget på holdet, men rækkefølgen på holdet kan suspenderes. Dette skal bemærkes ved indberetning af resultatet.

Deltagelse på flere hold: En spiller må deltage på flere hold, men må kun spille maksimalt 10 kampe pr. sæson, maksimalt på 2 hold pr. runde og maksimalt deltage på 2 hold i 3 runder. Maksimum på 10 kampe gælder sammenlagt for både Divisionsturnering og Sydjysk Hovedkreds´ holdturnering. Eventuelle kvalifikationskampe, omkampe og oprykningskampe fra A til `Mesterrækken medtælles ikke.

Nye spillere: En ny spiller kan først anvendes, når denne er tilmeldt hovedkredskassereren eller kartoteksføreren, og der er tilgået turneringslederen meddelelse herom. Efter turneringslederens godkendelse af, at spilleren kan anvendes, indsættes spilleren efter anvisning fra klubben på sin plads på klubbens styrkeliste.

Ændring af styrkelisten: Ud over indsættelse af nye spillere kan styrkelisten ikke ændres i sæsonen.

 

§ 9.                Straffebestemmelser.

A. For 8-mands-hold gælder: Hvis et hold møder senere end 1 time efter kampens start, taber holdet 0-8. Hvis et hold udebliver fra en kamp eller ikke møder med mindst 5 spillere, udgår alle holdets kampe, og holdet placeres på sidstepladsen i gruppen. (Skakhåndbogen, afsnit 5, § 13).

B. For 4-mands-hold gælder: Møder et hold senere end 1 time efter kampens begyndelse, taber holdet 0-4. Udebliver et hold fra en kamp, eller møder holdet ikke med mindst 3 spillere, henvises holdet automatisk til sidstepladsen med deraf følgende nedrykning. Resultater fra tidligere kampe udgår.

Anvendes en spiller ulovligt, er det pågældende parti uanset resultatet vundet af modstanderen, og TL skal idømme holdet en samlet straf på et point, der udregnes således:

Hvis den ulovlige spiller har vundet det pågældende parti, er straffen tab af partiet.

Er pågældende parti sluttet remis, er partiet tabt og holdet tildeles yderligere ½ strafpoint.

Er det pågældende parti tabt af den ulovlige spiller tildeles holdet et strafpoint.

Udebliver et hold uden rimelig grund eller uden afbud i rimelig tid, kan turneringslederen idømme holdet en bod på 500 kr.

Indsendes resultatkort eller indtastes resultat ikke rettidigt, tildeler turneringslederen klubben en advarsel. I gentagelsestilfælde opkræves en bøde på 100 kr. for hvert ikke rettidigt indsendt resultat.

 

§ 10.              Placering.

Placeringen findes ud fra følgende principper:

1.    Brætpoints

2.    Matchpoints

3.    Ved ligestilling i brætpoints og matchpoints gælder indbyrdes kamp.

4.    Ved fortsat ligestilling er resultatet på førstebrættet afgørende. Er dette resultat remis, 
gælder resultatet på bræt 2 osv. Spilles alle partier remis, foretages lodtrækning.

 

§ 11.              Oprykning.

Nr. 1 i Mesterrække 1 rykker op i 2. division.

Nr. 1 i mesterrække 2 rykker op i mesterrække 1.

Vinderne af A-rækkerne spiller slutspil for at finde den samlede vinder af A-rækken. Denne / disse kamp(e) spilles med 8-mands-hold. Den samlede vinder af A-rækken rykker op i mesterrække 2.

 

§ 12.              Sammensætning af grupperne

Følgende hold er i rækkefølge berettiget til at deltage i Mesterrække 1:

  1. Nedrykkere fra divisionen
  2. Vinderen af foregående sæsons Mesterrække 2
  3. De bedst placerede hold i foregående sæsons Mesterrække 1 i rækkefølge indtil og med nr 7
  4. Indtil i alt 7 pladser er besat: De bedst placerede hold i foregående sæsons Mesterrække 2 indtil og med nr 7.
  5. Vinderen af en play-off kamp mellem foregående sæsons nr 8 Mesterrække 1 og højstplacerde hold i Mesterrække 2, der ikke er omfattet af pkt 2 og 4.

 

Følgende hold er i rækkefølge berettiget til at deltage i Mesterrække 2:

  1. Nedrykkere fra Mesterrække 1
  2. Vinderen af foregående sæsons A-række
  3. De bedst placerede hold i foregående sæsons Mesterrække 2 i rækkefølge.

 

Turneringslederen har kompetence til i øvrigt at foretage indplacering ved vakance eller ved tilmelding af nye hold ud fra generelle principper og under ansvar over for hovedkredsens bestyrelse.

 

§ 13.              Turneringsindskud og præmier.

Turneringsindskud og præmier fastsættes af hovedkredsenes forretningsudvalg. Der skal være mindst 2 præmier i hver gruppe. Der kan uddeles scoringspræmier til spillere, som deltager i alle kampe og scorer maksimumpoint på et hold. Præmiestørrelse og -art for såvel holdpræmier som eventuelle scoringspræmier bekendtgøres i turneringsprogrammet.

 

§ 14.              Turneringsledelse

Hovedkredsens bestyrelse udpeger en eller flere turneringsledere, som har ansvaret for, at turneringen gennemføres i overensstemmelse med dette reglement.

Protester over afviklingen af en kamp skal indsendes til turneringslederen senest 4 dage efter kampen.

Hovedkredsens bestyrelse udpeger en turneringskomité på 3 medlemmer. Turneringskomiteen træffer afgørelse i alle forhold, som turneringslederen ikke kan afgøre, eller som indankes efter dennes afgørelse.

Indankes turneringslederens afgørelse, skal dette ske til turneringskomiteen som angivet på holdturneringshjemmesiden senest 10 dage efter, at turneringslederens afgørelse er modtaget.

 

§ 15.              Skaknævnet.

Turneringskomiteens afgørelse kan indankes for Dansk Skak Unions skaknævn, dog uden opsættende virkning.

 

 § 16.              Dispensationer.

Hovedkredsens bestyrelse kan meddele dispensationer fra dette reglement. I force majeure situationer kan turneringslederen under ansvar over for forretningsudvalgene dispensere fra reglementet.

Flytning af en kamp til et tidspunkt efter næste runde kan kun ske efter skriftlig aftale mellem de to klubber og turneringslederen. Aftalen skal være i stand mindst 14 dage før den fastsatte spilledato.

 

§ 17.              Ændringer.

Ændringer af dette reglement kan kun foretages på hovedkredsgeneralforsamlinger.

 

 

 

1. august 2015

Reglementet er tilrettet af bestyrelsen for Sydjysk Hovedkreds med hensyn til tilføjelse og fjernelse af overgangsordninger og ændring af navnene 4. og 5. hovedkreds til fordel for Sydjysk Hovedkreds.

 

Rettet efter generalforsamlingen den 20. februar 2016

§ 4 mht afslutning af stævner i B-rækken

 

Rettet efter generalforsamlingen d. 25. marts 2017:

§4: samlet søndagsstævne for M2, varsel for meddelelse om flytning af en kamp øget til 15 dage.

§7: Betænkningstid for M2, A og B samt noteringspligt.

§8: Max antal kampe pr sæson gælder også divisionsturnering.

§12: Kvalifikationskamp indført

 

Rettet efter generalforsamling d. 17. marts 2018:

§2: Struktur i A- og B-rækker

§4: Friholdelse af ugerne 7, 42, 51, 52 og 53 samt omkring påske.

§5: Ændret formulering, indførelse af indsigelsesmulighed mod forslag, ændring af frist for styrkeliste og holdledere, mulighed for holdsamarbejde.

§6: Ændret fra omhandlende program til bestemmelser om rating.

§7: FIDEs regler gælder uindskrænket, men der er tilføjelser til dem. Mobiltelefonregel indført. Afsnit om holdleder udvidet med remisbestemmelser (fra instruksen). Afsnit om tidskontrol fjernet (til dels overført til holdlederen). Afsnit om notering fjernet. Tilføjet noteringslister samt fælles stævner i afsnit om materiel. Skakhåndbogen udgår i afsnittet om reglementer, FIDEs regler samt instruks for holdledere og kampleder indgår. Nyt afsnit om resultatkort og indberetning.

§11: ændret formulering vedr. A-række slutkampe. Oprykning fra B-rækker udgår.

§12 ændret fra Nedrykning til sammensætning af grupper. Formulering ændret, så der nu angives, hvilke hold der er kvalificerede til at deltage i de to Mesterrækker. FU ændret til hovedkredsens bestyrelse.

§14: Hovedkredsenes forretningsudvalg ændret til hovedkredsens bestyrelse og anker til komiteen skal ske som angivet på hjemmesiden (ikke til formanden for komiteen).

§16: Hovedkredsenes forretningsudvalg ændret til hovedkredsens bestyrelse.

 

Rækker

Navn
Mesterrække 1 Tabel
Mesterrække 2 Tabel
Play-off kamp Tabel
4-mands forrunde 1 Tabel
4-mands forrunde 2 Tabel
4-mands forrunde 3 Tabel
4-mands forrunde 4 Tabel
4-mands forrunde 5 Tabel
A-række 1 Tabel
A-række 2 Tabel
Oprykningskamp fra A-rækken til Mesterrække 2 Tabel
B-række 1 Tabel
B-række 2 Tabel